Afvekslende roadtrip-oplevelse i Nordfriesland

Rig kultur, varieret arkitektur og en afslappende strandtur. Alt dette får du på en kompakt roadtrip gennem det naturskønne Nordfriesland. Undervejs kan du gøre ophold i de tre små byer: den intime Friederichstadt med den hollandske arkitektur, den kulturrige Husum og den afslappende kystby St. Peter-Ording.

Hollandsk arkitektur og charmerende modeljernbane

I Friedrichstadt får du den fascinerende tysk-hollandske kultur at se, mens du kan nyde en hyggelig middag på Friederichstadts historiske markedsplads, hvor du er omgivet af den hollandske arkitektur, der stadig den dag i dag dominerer byen.

Vil du se byen i et nyt perspektiv, så kan du tage en tur på vandet, hvor guider klædt i hollandske dragter fortæller den spændende historie om Friedrichstadt, mens du følger den fascinerende arkitektur med øjnene.

Og får du brug for et afbræk fra jeres byvandring og restaurantbesøg, kan du tage et smut forbi den ultra-charmerende Modellbahn-Zauber, hvor du kan fordybe dig i den smukke rute, som de mange toge tager rundt på modelbanen.

Rigt kulturliv ved havnebyen Husum 

En kort køretur fra Friedrichstadt ligger den livlige havneby Husum. Den har et rigt kulturliv – så meget, at Husums beboere har lavet en sti, den såkaldte “Kulturpfad“, der går forbi 34 af de vigtigste seværdigheder. Blandt de vigtigste kan nævnes Marienkirche, der minder om Vor Frue Kirke i København, dog med sit helt eget særpræg, bronzestatuen Tine, der er Husums vartegn, samt digteren Theodor Storms fødehjem.

Undervejs kan du så selv gå ned til havnen og spise på én af havnens mange caféer og restauranter på de brostensbelagte gader, mens du nyder den friske havluft og udsigten over vandet.

Kulturpfad-stien har 34 stationer, og du skal regne med at bruge ca. 1-4 timer – alt efter hvor lang tid du bruger på seværdighederne.

Kom helt ned i gear i St. Peter-Ording

Den lille badeby St. Peter-Ording ligger ud til klitter, marsk, fyrskov og hav. Der er derfor rig mulighed for at tage på strandbesøg og gå ture ved stranden og efterfølgende varme sig med en lun kop kakao på en af byens mange hyggelige caféer. Her er alt, hvad naturelskeren værdsætter ved en tur i et nyt og spændende område med masser af fauna og dyreliv.