Husum: Den naturrige charmefyldte kystby
Shopping og rigt kulturliv i den hyggelige havneby Husum
Blot en halv time fra grænsen ligger den levende havneby Husum, centrum for regionen Nordfriesland i den dansk-tyske grænseregion. Byen er med sine smalle gader og mange fine farverige gavlhuse et hyggeligt bekendtskab for alle.
Byen har som havneby selvfølgelig også en lille havn, hvor du kan spise på én af de mange caféer og restauranter, mens du nyder den friske havluft og udsigten over vandet. Og når du ikke spiser og drikker, har den et stort udvalg af muligheder til en eller flere hyggelige dage.
Charmerende shoppingtur i gågaderne eller langs havnen
På din shoppingtur vil du gå imellem de smukke facader på de brostensbelagte gader. På gågaderne er der et væld af hyggelige butikker, hvor du kan købe alverdens ting. Du kan også tage en tur langs havnen og gå på udkig efter tøj, nipsgenstande eller andet til hjemmet.
Nemt at opleve et rigt kulturliv
Har du lyst til at opleve Husums rige kulturliv, har de gjort det enkelt for besøgende. En sti, den såkaldte “Kulturpfad“, går nemlig forbi 34 af de vigtigste seværdigheder i midtbyen. Den begynder ved rådhuset, hvor det også er muligt at booke guidede ture. Herfra går turen videre til blandt andet Marienkirche, der minder om Vor Frue Kirke i København, bronzestatuen Tine, der er Husums vartegn, samt digteren Theodor Storms fødehjem.
Eneste slot på Schleswig-Holsteins Nordsøkyst
I Husum finder du også et lille slot, der faktisk er det eneste slot på Schleswig-Holsteins Nordsøkyst. Det ligger blot få minutters gang fra havnen og har både museum, galleri og en café med tilhørende slotspark. Og alene slotsparken gør det værd at overveje et tidligt forårsbesøg i byen, da der på dette tidspunkt blomstrer cirka fire millioner krokus, der omdanner græsplænen til et lilla paradis.