St. Peter-Ording: Få hverdagens stress på afstand

Den lille badeby St. Peter-Ording ligger ud til klitter, marsk, fyrskov og hav. Om sommeren er den et yndet turistmål for de mange turister, der kommer til den lille flække for at gå ture langs den hele 12 kilometer lange sandstrand, lave aktiviteter ved den brede strandkant eller tage en hyggelig badetur i havet. Og indimellem er der rig mulighed for en lun kop kakao på en af byens mange hyggelige caféer.

Gangsti langs stranden

I St. Peter-Ording fører en sti langs sandstranden dig gennem landskabet. Den starter ved en nærliggende parkeringsplads og er egnet til kørestole. Undervejs har du god mulighed for at sætte dig på en af de mange bænke langs stien. Her kan du nyde udsigten ud over stranden og klitterne, der kan blive op til 16 meter høje, og som i kraft af deres funktion som dige sikrer området mod oversvømmelse.

”Storkegaranti”

St. Peter-Ording er et samlingspunkt for storke. Tag derfor kikkerten med, og nyd synet af de op mod 40 storke, der bruger dyreparken som ynglested. Med daglig fodring har de helt ideelle muligheder for at trives og føder hvert år mere end 36 unger. Forholdene i området gør også, at omkring 12 storke hvert år overvintrer i St. Peter-Ording.

Mest fotograferede fyrtårn i hele Tyskland

Vesterhever Sand Fyr ligger lidt nord for St. Peter-Ording. På turen dertil kører du gennem et fantastisk marsklandskab og går derefter gennem en marsk, hvor du under hele turen vil støde på det rige fugleliv i området.

Selve tårnet er 40 meter højt og så unikt og ikonisk, at det faktisk er det mest fotograferede tårn i hele Tyskland. Husene neden for tårnet udstiller områdets lange historie. Og går du op i tårnet, får du udsigt ud over hele området og helt til den naturskønne halvø Ejdersted.