Hamborg: Shopping, oplevelser, og alt du drømmer om

”Hamburg meine Perle” hedder Hamborgs uofficielle hymne. Titlen er absolut passende, for Hamborg har så meget at byde på – som stadig flere danskere opdager. Byen, der er sit eget Bundesland med knap 2 millioner indbyggere, ligger kun 160 km fra den dansk-tyske grænse.

Hamborg er noget så usædvanligt som en maritim by mere end 100 kilometer fra havet (Nordsøen), da byen ligger i et delta ved den 1100 km lange flod Elben.

Der er vand overalt i Hamborg, og derfor har byen omkring 2.500 broer, hvilket er flere end både Amsterdam, London og Venedig har tilsammen. På en måde har alt i Hamborg en tråd til og fra havnen. Netop havnen er Hamborgs identitet, og her omsættes årligt omkring 140 millioner ton gods i containere alene.

 

Tag på havnerundfart

Vil du opleve Hamborg fra vandsiden, har du mulighed for at få en guidet tur i en havnerundfart. På rundfarten får du mulighed for at udforske byens smukke havneområde, mens du lærer om byens maritime traditioner. Havnerundfarten er en stor oplevelse mellem kæmpestore luksuslinere, containerskibe på over 400 meters længde, skibsværfter med kæmpekraner og meget andet.

I havnen møder du St. Pauli Landungsbrücken der er den største og mest berømte landingsplads i Hamborgs havn. Det er en af ​​de mest livlige og populære destinationer i byen og tiltrækker både lokale og turister. De gamle pakhuse er i dag omdannet til bl.a. restauranter, barer, og souvenirbutikker, hvor du kan nyde en øl, kop kaffe eller et måltid med udsigt til havnen.

Ved Landungsbrücken kan du gå under Elben i den første, gamle tunnel under floden – en meget speciel og gratis oplevelse.

Udforsk det historiske Speicherstadt

Havnen blev voldsomt bombarderet under krigen, men nogle dele overlevede – fx Speicherstadt, der sammen med det nærliggende fantastiske Chilehaus er på Unesco’s verdensarvsliste. Du vil forstå hvorfor, når du har oplevet det.

Speicherstadt kaldes også for ”pakhusbyen”, da området består af smukke gamle pakhuse omgivet af en masse små kanaler. Stedet har en helt særlig ro over sig. Speicherstadt ligger i bydelen HafenCity, som er et gammelt, udtjent havneområde, der er shinet op til nyt liv med smukke etagebyggerier, parker, caféer og kultur.

Perlen i HafenCity er Elbphilharmonie i den gamle Kaispeicher A. Byggeriet er et vartegn for Hamborg og ligger yderst på en pynt, så det fantastiske koncerthus byder sørejsende velkommen til Hamborg.

Byens kulturelle centrum

Udover Speicherstadt har Hamborg mange andre kulturelle seværdigheder, der er værd at besøge. Værd at nævne er især Hamburg Rathaus, der fungerer som byens rådhus og huser både senatet og parlamentet. Den pragtfulde bygning dominerer byens centrum med dens imponerende arkitektur.

Du kan også besøge den enorme St. Michaelis kirke fra 1700-tallet, der er et af Hamborgs mest ikoniske vartegn. Kirken er især kendt for sit 132 meter høje kobberbeklædte spir og en udsigtsplatform, hvorfra du har udsigt over hele byen og havnen.

Oplev den verdensberømte Reeperbahn

I Hamborg finder du den berømte gade Reeperbahn, der med sine 930 meter i dag er en af byens mest hippe gader. Reeperbahn er især kendt som den neonoplyste gade, hvor der altid er masser af liv. Gaden huser nogle af Hamborgs mest populære natklubber, restauranter, barer og pubber, men er også kendt for de mange bordeller og stripklubber med letpåklædte kvinder, musik, dans og alkohol i lange baner.

En gåtur ned ad den berømte gade er altså et must under dit besøg i Hamborg.

Tilbage er kun at sige ”Moin-moin und schöne Ferien in Hamburg.”

Besøg den største modeljernbane i verden

I Speicherstadt finder du også Miniatur Wunderland, som er ubeskriveligt fantastisk, uanset om man er 10, 15, 20, 50 eller 100 år. Modeltog og landskaber bygget op i ufattelige størrelser med en detaljerigdom, der ikke er til at beskrive. Over 16 kilometer spor og 1.120 tog med flere end 10.000 vogne til sammen. Wunderland er verdens største modeljernbaneudstilling i verden, og er en af de mest populære seværdigheder Hamborg.

Ved Miniatur Wunderland ligger et gratis, overskueligt besøgscenter til HafenCity – meget passende i et gammelt kafferisteri.